mandag den 30. august 2010

Første arbejdsdag

efter ferien gik for mit vedkommende godt. Det var godt at gense nærværende kolleger, og at jeg havde været savnet. Det er rigtig godt.
Det var meget mindre godt, at der var fyringsrunde, og mange er snart uden job. Overalt herskede en dum stemning. Ubehagelig. Det har afstedkommet arbejdsnedlæggelser.
På et splitsekund er livet ændret.

Da jeg kom hjem til Black, blev jeg hilst meget hjerteligt velkommen.
Så vi gik eftermiddags-aften-tur dobbelt så langt som vi plejer. I sol og regn.
Jeg havde min sommerbøllehat i lommen og den kom på - sammen med hætten på jakken - og jeg fik så mange smil fra andre fodgængere og cyklister, at det satte livsglæden 3 takker i vejret. Jeg har nok set sjov ud, jeg gider bare ikke have vådt hår - tøjet må gerne blive vådt.
Ha en fornøjelig mandag aften.
Tak for du læser med her.

søndag den 29. august 2010

The end

på 4 ugers sommerferie, meget passende med 4 uger. Den har været super god fra start til slut. Madpakketid igen. Kvickly havde gratis madkasser i den forgangne uge.
Jeg vil se om madkasse er noget jeg har lyst til at bruge.

fredag den 27. august 2010

Symphony

En ny trøje - med garn fra lageret - er rendt af pindene. Den er strikket i Symphony og jeg har brugt 400 gram.

Den er super lækker blød. Den blir et hit - er det allerede.


Et kærligt farvel

Torsdag aften er der torsdagskoncert i Koncerthuset. Jeg havde købt billetter og inviteret min bror og svigerinde til at høre koncert med Radiounderholdningsorkestret.
Min svigerinde har aldrig set Koncerthuset, og det var et stort ønske. Vi hørte musik af Mozart og Haydn - et kærligt farvel. En fin koncert.
Bagefter kørte vi ind til staden og fik en kop cappucino.
Herlig aften.
Det var lidt sært at besøge sin arbejdsplads om aftenen - og så lige i min ferie.

torsdag den 26. august 2010

Ferie


Min ferie er begyndt at synge på sidste vers. Det er helt OK.

I min indbakke ligger nemlig en flybillet og hotel til Lissabon engang om "ikke så længe".

Det er da lige til at holde ud.

Flyet på billedet er det til Paris :-)

onsdag den 25. august 2010

Antennerne

Selvom min fod er i udu, ku jeg godt sidde på rumpen og male terrassegulv.
Jeg havde spærret af ud mod haven, troede jeg, for lige pludselig kom noget sort forbi. Jeg blev forskrækket... Det var da bare Black. Han fik grå poter -og et UD, så pilede han afsted.
Antennemanden kom en times tid efter, jeg var færdig med at male.
Han skulle ud at se på antennen, og inden jeg nåede ned af trappen, var han gået ud på terrassen.
Hurra, den var tør - overfladetør i hvertfald, for der var ikke spor af maling på hans træsko.
Der er næsten ingen signal fra mine antenner, så det skal ha en grundig renovation. Så det får det.

tirsdag den 24. august 2010

Jammerdal

Jeg vil gerne have lov til at jamre mig - bare en lille smule. For jeg har været et kæmpefjols.
Efter blikkenslageren havde været på besøg, skulle vi ud på en herlig lang eftermiddagstur, og vandrer ned til et skønt naturområde ikke så langt herfra. Vi har været der mange, mange gange, og da vi træder ind på græsstierne, siger jeg højt - mest til mig selv, for Black er bedøvende ligeglad - at vi skal gå forsigtigt. Jeg ved lige præcis hvor hullerne i stierne er.
Det vidste jeg da også i dag, og på grund af et øjebliks uopmærksomhed med at se hvor jeg går, havner jeg lige i hullet, vrikker voldsomt om på venstre fod og ligger med snuden i græsset lige så lang jeg er (168 cm). Oj et brøl jeg kunne gi fra mig.
Der gik lidt tid inden jeg ku få mig samlet sammen til at få rejst mig.
Desværre var der andre hunde lige i nærheden, og så er det mega svært at få Blacks opmærksomhed. Det lykkes også efter et par gentagelser.
Det gjorde lidt ondt i foden, og jeg måtte gå meget langsomt hjem - humpende, og hvor havde jeg da bare ondt af mig selv. Det er bedre end at skælde mig selv ud!!!
Det normale raske trav var nedsat til ½ km i timen, og Black vendte sig mange gange undrende om imod mig. Det hjalp dog ikke på tempoet.
Nu er min fod bare blå og en lille smule hævet, og det gør bestemt ikke godt.
Så kan jeg måske snart lære det? at gå ordentligt?
Næ, det tror jeg nu ikke, for utallige gange har jeg haft forstuvede fødder.
Jeg ønsker mig lige nu og til foden er i orden igen, en bil med automatgear!!
Jeg kan godt køre bil, skal bare være lidt forsigtig med koblingen.
Det er synd for mig, er det ikke?

Vil du ha?

Vil du ha et dannebrogsflag, som kun har været brugt - ikke ret mange gange?
Det måler 110 x 150 cm og passer til en flagstang, der er ca. 6-8 meter.
Jeg synes, at det er lidt synd bare at smide det ud.
Jeg har nemlig nedlagt min flagstang, savet den i småstykker og kørt den på genbrugspladsen.

Tagrender og TV

Jeg var lidt træt af at få vand ind i køkkenet hver gang det regner. Bare fordi tagrenden udenfor har faldet den forkerte vej. Faldet skal jo gå ned mod nedløbsrøret, og det gjorde det ikke.
Det er min egen skyld, for jeg havde tidligere på sommeren forsøgt at reparere nedløbsrøret som var gået løs fra sin fortøjning inde på huset.
Så jeg fattede telefonen ved 10-tidenog ringede til VVSen, der lige netop er ankommet.
Samtidig er der også noget galt med nedløbet på den anden siden ved vandtønden, som er helt tom. Og det lyder jo temmelig mærkeligt med al det regn vi har fået på det seneste.
Han laver det sørme med det samme.
Ih, hvor blir det godt.

Jeg har også ringet til antennemanden, for TVet i stuen viser kun firkanter, når det regner. Dybt irriterende. Han kommer i denne uge!!

søndag den 22. august 2010

Blogtræffet

Tusind tak for endnu et forrygende blogtræf og en herlig eftermiddag til Jens, Rasmine, Sanne, Bente, Uffe, Madame, Zette, Mia, Donald, Ditte og Ellen.Specielt tak til Bente for initiativet til dette inspirerende kunst og kageorgietræf. Vi var på Willumsens museum i Frederikssund og bagefter hjemme hos Bente til kaffe/te og kage. Jens tog imod opfordringen til at arrangere næste blogtræf. Glæder mig allerede.





God søndag

Jeg skal til blogtræf i dag. Kunst og kage - en dejlig kombination.
Ha en herlig søndag.

lørdag den 21. august 2010

En herlig morgen

med sol og vindstille - perfekt vejr for morgenturen, som blev noget længere end den plejer. Ha en herlig og skøn dag.

fredag den 20. august 2010

Dårlig opførsel?

Jeg har opført mig dårligt. Eller har jeg?
Jeg vil have en ny stol til spisebordet i køkkenet, sådan en jeg sidder rigtig godt i. Den jeg har nu er der absolut ingen siddekomfort i.
Den første møbelforretning har ingen, jeg synes om.
Den næste har en jeg synes rigtig godt om, og jeg beder om at få sådan en med mig. Men det er bestillingsvare, så - nej tak, siger jeg og går. Jeg vil have stolen med mig NU.
Den tredje møbelforretning har også en jeg synes godt om. Så sådan en vil jeg gerne have med mig. Jaaah, sagde ekspedienten, nu er det sådan, at vi har ingen lager her i Køge, så den skal bestilles fra deres lager i Greve, og jeg må vente nogle dage. Men hvis jeg skal bruge den nu og her, kunne jeg jo køre til Greve og hente den.
Så blev jeg vist lidt muggen, og sagde pænt og høfligt, at "så kunne de beholde deres stol" og gik min vej.
Så kørte Black og jeg til stranden (han var med i bilen) og gik mange kilometer!!

torsdag den 19. august 2010

Silke sari

3 bunder "genbrugs"silke fra indiske sarier er blevet forvandlet til et lækkert tørklæde.

Jeg har slået 24 masker op og strikket patentstrik til der ikke var mere garn.
Det skal nok blive et hit til vinter.

Orø Museum

er et sødt lille museum, der har til huse i et gammel bindingsværkshus.De har masser af gamle ting og sager fra øen.
Et ganske flot komfur. Tænk at lave mad på sådan et - lidt besværligt.

Orø-korset. Det kan åbnes. Dette er kun en kopi - originalen befinder sig på Nationalmuseet.


Ældre model af en symaskine!!


Flot vognlygte.
Entre: 10 kr. per person!!!

onsdag den 18. august 2010

Orø Urtehave

er helt sikkert et besøg værd - den ene skønne plante efter den anden viste sig. Et ret stort gingko biloba træ - det er bare smukt. Nedenunder det var der en bænk hele vejen rundt - lige midt i haven, så man rigtig kunne nyde både synet og duften af alle krydderurterne.
Det var helt berusende. Denne tidsellignende plante er lige så smuk i virkeligheden som på fotoet. Den var næsten helt selvlysende.

Denne plante er bare smuk midt i alt det grønne.

Vidunderlige blå blomster - jeg samler på blå blomster, der findes ikke vildt mange.

Køn plante? Det er mig - med regntøjet.

Mon de er giftige - disse bær? Farven signalerer jo giftighed.
Denne fjerbusklignende var mere flammefarvet end på fotoet. Den er ikke vissen!!!
Smuk, ikke?
Da vi ankom til haven, havde vi været en del rundt på øen - i bil, og vi var ved at være godt sultne. Vi havde madpakker med.
Det koster 20 kr. for at besøge haven, og vi skulle bare putte penge i en kasse ved indgangen, og så gå rundt som det nu passede os.
"Manden i huset# kom ud og bød os velkommen - under en kæmpeparaply. Han mente, at det var på sin plads at vise os ind i væksthuset - i sådan et vejr. Han hentede ovenikøbet en stol, så vi kunne sidde der inde og spise vores mad.
Men nej da. Vorherre lukkede for sine vandhaner en times tid, så vi kunne indtage maden og kaffen udendørs.
Lige da vi havde spist den sidste bid, begyndte det at regne igen.
Det var da bare så heldigt.
Vi havde været et smut nede om dyreparken, men blev enige om, at vi ikke havde lyst til at stige ud af bilen og kigge på. Vi gjorde bare holdt et kort øjeblik og så på et kæmpe voliere fyldt med glade undulater og finker.
"Manden i huset" kunne bestemt ikke anbefale en gåtur på trampestierne, for det krævede gummestøvler - mest på grund af alle brændenælderne.
Vi fortsatte vores færd ind mod "byens" lille museum. Mere herom senere.

På vej til Orø I

Regnen var uophørlig i går, og der kom vand fra vorherres vandhaner.

Det forhindrer jo ikke os mennesker i at bevæge os ud i naturen. Her er vi på vej med trækfærgen fra Hammer Bakker. Jeg tror det tog under 5 minutter.


Her er vue ud over en mennesketom strand.

Veninderne skulle ikke i vandet, selvom de elsker havvand.

Den ene af dem er vinterbader, og hun havde været i vandet tidligt om morgenen. Hun er så heldig, at hun bor 2 stenkast fra vandet - og så skal man ikke kaste særlig langt.

Kurmageri - for folk UDEN edderkoppeskræk

Lige før jeg skulle afsted til Orø i går, var der kurmageri i mit køkken. Se selv. Her må edderkopperne gerne bo, de må bare finde sig i, at jeg OFTE fjerner deres spindelvæv.
Sidst han gjorde kur, og jeg forsøgte at fotografere - rendte de fra hinanden pga blitzen.
Denne gang lykkedes det.
Jeg kender en der siger adr... puslingen min - hun HADER edderkopper. Så må hun bare lade være med at se med på dette indlæg.

tirsdag den 17. august 2010

Udflugt

Vejret må gerne holde sig tørt i dag, for jeg skal på udflugt med 3 veninder.
Det har været en hemmelighed, hvor vi skal hen, for jeg har fået lov til at bestemme.
De 3 veninder ELSKER at bade i havet, så det skulle være tæt på vand.
Jeg har selv aldrig besøgt Orø, så jeg har bestemt at udflugten skal gå dertil.
Vi skal sejle fra Hammer Bakker, og har de lyst til at bade kører vi ud til den fine badestrand ved campingpladsen.
Vi skal også besøge urtehaven og ud at vandre på trampestierne.
Det kan være at vi sejler hjem via Holbæk, den tur tager ½ time. Turen fra Hammer Bakker tager ca 5 minutter.

mandag den 16. august 2010

Uheld

Hov! sagde jeg, da hækklipperen stoppede.
Den klassiske fejl - ledningen kom i klemme.
Jeg var da bare heldigvis færdig med at klippe en enkelt busk.

Der var meget stille, da jeg kom indenfor, for selvfølgelig var sikringen glødet over. Stille, fordi radioen ikke spillede.
Jeg savner min gode ven, elektrikeren.

Stjerneskud

I nat, da jeg havde lagt bogen fra mig og slukket lyset, lå jeg og kiggede stjerner.
Jeg sover lige under et Velux ovenlys vindue, så der er fuldt udkig til stjernerne.
De var langt væk i nat. Andre nætter er de tættere på. Ser det ud til, men stjernene har jo nok den samme position - der var nok et let skydække!!
Lige pludselig kom der et glimt - som et lyn - ude i den ene side af vinduet.
Det fortsatte en rum tid, og jeg ventede på tordenskraldet.
NEJ, det var stjerneskud og lige pludselig var der et flot et i mit synsfelt. Oj, hvor var det flot.
Jeg kom til at tænke på Disney world og "Når du ser et stjerneskud", og så må man ønske. Jeg ønskede - et hemmeligt ønske.
Disney world er lig med Anders And. Så kom jeg til at tænke på Gitte fra Bornholm. Hun læser de tykke bøger i sofaen, og når hun skal sove SKAL hun læse et Anders And blad, som hun har holdt hver uge, siden hun var barn. Og i dag er hun i 40erne.

søndag den 15. august 2010

Ukrudt

Jeg fandt denne smarte tingest i trælasten forleden dag. Det er en stålbørste med langt skaft. Den er en særdeles effektiv ukrudtsfjerner mellem fliserne - specielt mosset, som jeg (min have!!) er plaget meget af i år. Black og jeg skulle ud på lang vandretur, men vi kom kun en kilometer ud af vejen, så begyndte min vandresko at gnave. Det blev så "slemt" at jeg måtte tage den af og gå uden sko. "Det gik".
Så gik jeg da bare hjem og fjernede mos.

lørdag den 14. august 2010

Motorring 3

Jeg er lige kommet hjem fra fødselsdag i Brønshøj.
Motorring 3 var ganske ubehagelig at køre på. Skiltene viste "vand på kørebanen", og det skal jeg lige love for at der var. Resultatet af et skybrud.
Jeg kan godt lide at køre efter forholdene, og når skiltene anviste en fartbegrænsning på 60, kørte jeg ca. 60. Der er jo ret meget vejarbejde derude, og de gule striber var fuldstændig umulige at få øje å. Vejen snor sig som en ål - pga vejarbejdet.
Lige pludselig fik jeg det meget lange lys og hornet blev trykket i bund på en strækning over 500 meter - af en kæmpe lastbil MED anhænger. Der kørte en personbil lige ved siden af mig i den yderste bane.
Jeg blev ret forskrækket og røg lidt op i loftet af bilen, var der noget galt forude eller var der noget galt med min eller "sidemandens" bil, som lastbilchaufføren ville gøre opmærksom på?
NEJ, NEJ og ATTER NEJ. Chaufføren var bare MEGET utilfreds med vores overholdelse af fartgrænsen.
Da vi kom længere frem, hvor vejarbejdet stoppede, kan det nok være, at hans speeder blev trykket i bund og væk var han.! Mere end ganske uforsvarlig kørsel i det vejr.
Jeg tænkte et par mindre pæne ord.

Forkælet

Alt det her uld er HÅNDspundet af http://www.felix-strikketing.blogspot.com/
Og jeg er kort og godt blev ganske forkælet med det alt sammen - 3108 gram.
Det kan der blive mange gode strikketimer ud af - og den praktiske side af sagen: en bluse/trøje eller to, eller hvad jeg nu ellers finder på.
INTET af det kradser - jeg er nemlig meget sart overfor uld.

Ice

Ny sommertrøje er røget af pindene. Jeg har brugt 11 nøgler Ice til den og modellen er fra Filati.

fredag den 13. august 2010

Inception

Film med Leonardo DiCaprio og Ellen Page i hovedrollen.
Det er en aktionsfilm med flotte scener. Normalt er jeg ikke til actionfilm, det er min bio-klub heller ikke, men vi var blevet enige om, at temaet var noget for os.
Filmen handler om at bryde ind i en andens underbevidsthed på det 3 dybeste plan.
Man følger de forskellige lag dernedaf.
Se mere her:
http://www.kino.dk/Film/I/IN/Inception.aspx
Vi blev godt underholdt.
Desværre sluttede filmen først kl. 00.00, og alle cafeer var lukkede, så vi kunne ikke snakke om vores fælles oplevelse.

Travlhed

Jeg har haft travlt de seneste dage med at sætte fine nye hvide hylder op i mit garderobeskab - sådan et man går ind i.
Jeg havde en kommode min far og mor købte til mig, da jeg var ca. 13 år. Den var af teaktræ og er blevet malet et par gange, og nu synes jeg den skulle ud. Jeg har sat en masse nye fine hylder op, og se lige min lille fine "dame"skruemaskine, jeg har fået af min svigersøn. Den er bare god, og så er der lys i den, så jeg kan ramme skruehullet (første gang)!! Her er lige et blik ud over trappen. Der er ca. 4 meter ned fra bjælken. Huh. Ej godt for højdeskrækken.
Malingen af bjælkerne har været undervejs i 2 år!!!
Kan det siges at være en UFO?

onsdag den 11. august 2010

Let og tung

Morgenfruer minder mig om min barndoms skolehave. De var taknemmelige at have med at gøre og farvestrålende. En lille let sommerfugl havde taget ophold på en væg i køkkenet.
Jeg føler mig lidt "tung" i dag, for jeg har flyttet rundt på nogle store tunge møbler i formiddags, bare fordi jeg skulle male en bjælke på førstesalen. Bjælken - den sidste af dem jeg ville male - sidder nemlig ud over trappen. Huh - jeg kunne nå helt ud og male den - jeg lider noget af højdeskræk.
Lige om lidt vil jeg finde traveskoene frem og køre en tur ud til Tryggevælde å og vandre en tur med Black - uanset vejret.
I aften skal min lille bioklub i biffen og se Inception.

tirsdag den 10. august 2010

Endnu et vue

ud over Kattegat - denne gang fra Klint.
Et sted jeg holder mere af at besøge.



Denne plante - jeg ved ikke hvad det er for en - er bare helt vidunderlig.

Strandkål i al sin pragt.

UFO

Endnu en trøje er blevet færdig. Det var en ægte UFO. Jeg startede på den sidste sommer...
Den er strikket i Safran og jeg har brugt 480 gram - på pinde 3,5. Farven er støvet lyseblå.





mandag den 9. august 2010

Puslespillet


Endelig fik jeg syet knapper i mit puslespil og trøjen er klar til brug - når det en gang (om lang tid) bliver koldt nok til en uldtrøje.

Den vejer 350 gram og der er brugt mange forskellige slags garn.

Den har været sjov at strikke. Hele tiden skete der noget nyt - på pindene.

fredag den 6. august 2010

Black på cafe

Jeg har været så "heldig" at min svigersøn har efterladt en elsket fleecejakke hos mig, for lynlåsen er i udu. Han er god til at "fedte" - om jeg gad sætte ny lynlås i. NEJ, jeg gider ikke.
I går hørte jeg, at Stofdillen i Køge har ophørsudsalg, og selvfølgelig er det da der jeg skal hente en lynlås til jakken, jeg ikke gider sætte lynlås i.
Men jeg kunne jo "slå mange fluer med et smæk". Fordi....
Den allerførste flue - jeg kunne jo gå til Køge med Black (der er ca 3,5 km til Stofdillen). Så det gjorde vi.
På vejen derind - var der en lille hvid vesti, der rendte over hovedvejen (uden ejer og snor). Det var ud for en vej, hvor jeg kender nogle, der bor og ejer en lille hvid Vesti.
Jeg overvejede - ikke ret lang tid - om jeg skulle vandre over hovedvejen og se om jeg kunne fange hunden. Jeg gik over vejen... og vestien rendte tilbage. Jeg rendte efter den og legede lidt politibetjent - viftende med arme og ben - midt på vejen for at gøre bilisterne opmærksom på at sætte farten ned. Det gjorde de... TAK.
Tilbage igen på den anden side af vejen stod nogle drenge og jeg råbte til dem, at de skulle få deres hund i snor. "Det er ikke vores hund". Så var jeg næsten klar over, hvis hund det var og kaldte på den. Den reagerede på navnet jeg sagde. Hurra.
Heldigvis havde jeg mobilos i lommen og ringede til en pårørende, der kunne ringe videre.
Straks efter kom en fra familien, og hentede hunden hjem. Jeg fik en stor kram. Moderen skylder mig en KÆMPE kram.
Black og jeg vandrede videre på vores færd efter en lynlås til svigersønnen.
Vi fandt kort efter en bænk, hvor vi ku dele en flaske medbragt godt vand.
Black er jo mest vant til at vi færdes ude i den frie natur, så han var lidt lurens ved alle de mennesker, der var i Brogade i Køge.
Vi var kommet et godt stykke vej hen ad Brogade, da jeg kom i tanke om ombygningssalg i Skoringen. Vi vandrede da bare tilbage og ind i butikken, hvor der var nogle skønne sko, jeg godt kunne tænke mig. Men alle der kunne sælge dem, var andre steder, så vi vandrede ud igen.
Faktisk har jeg også sko nok - ved nærmere eftertanke!!!
Vi nåede Torvet og drejede om hjørnet ned mod Vestergade.
Alle butikker har jo åbne døre, og Black vil gerne ind ad åbne døre.... meeen vi skulle jo hen i Stofdillen, så jeg måtte hive lidt i ham og vi nåede vores mål.
Jeg fik lynlåsen - og skal vist tage mig godt og grundigt sammen og få syet den i!! Det skal nok lykkes med tiden. Det bliver jo vinter en gang.
Tilbage ad Vestergade og hen på Torvet igen. Der er jo mange udendørs cafeer, og... jeg blev enig med mig selv om, at den lange vandring fra matriklen godt syd for Køge til Torvet...
Cappucino eller en fadøl? Valget faldt på fadøl og et godt bord. Black fik en skål med vand, og ih, hvor vi bare sad godt og så på livet.
Den rene idyl skulle jo selvfølgelig foreviges. Nå ikke? Død telefon og dermed camera!! Det er s...for dumt.
Da Black havde fået vejret igen, og jeg var færdig med min fadøl, gik vores færd videre over Torvet ned ad Nørregade og Jernbanegade. For jeg havde en lumsk bagtanke. I de sidste 2 sommerferier har jeg haft en ide om at tage Black med i bybussen, for han er ekstremt bange for store busser og lastbiler. Og jeg har tænkt, at hvis jeg tog ind til bus og S-togs stationen kunne jeg stige på bussen med Black, mens den holdt stille. Som tænkt så gjort.
Black ELSKER at køre bil - derfor eksperimentet.
Vi steg på bussen uden nogen som helst problemer. Han blev godt nok lidt stresset, da bussen satte sig i bevægelse. Meeen... han blev lidt roligere, som vi kom derudaf. Han tog ovenikøbet imod godbidder fra en medpassager, der havde hund, der var vant til at køre i bus.
Han var vildt dygtiiiiig, da vi skulle af, for jeg gik først ud, og så fik Black lov til at komme ud.
Stor succes!

onsdag den 4. august 2010

Ferie og langsomhed

Ferietid er lig med at gøre alt i "slowmotion" og have GOD tid til alt.
Det er ren luksus.
Jeg er morgenmenneske og dagen starter såmænd på samme tidspunkt som til hverdag.
Og en middagslur på drømmesengen er sådan, livet skal være.
Når jeg bliver pensionist, skal jeg tidligt op og sent i seng og sove midt på dagen. Det er nok kun en drøm.
Black og jeg går vildt meget, for min læge siger, at det eneste middel mod mit dårlige blodomløb er at gå.
Så det gør jeg - og Black har overhovedet intet imod 3-4 daglige gåture.
Kvoten er sat op fra 5 km pr dag til pt. 8,7 km.
Og al den friske luft giver en dejlig træthed.

mandag den 2. august 2010

Silkealpaca

16 nøgler silkealpaca (fra lageret) er der gået til denne trøje.
Lige siden jeg fik magasinet Drops nr. 105 har jeg været vild med den - trøjen altså.
Garnet købte jeg sidste år, og nu er den fiks og færdig.
Belært af erfaring med silkealpaca har jeg strikket den kortere end de anbefalede i opskriften, for garnet er ret tungt og den sidder bare perfekt - også efter vask.
Den skal nok blive et hit.

Morgentursobservationer

fanget af cameraet.
Det vrimler med vinbjergsnegle - også inde på et stykke af kommunens natur, der bare ligger brak og ser kønt ud, så Black og jeg bevæger os ikke derind, for vi vil ikke træde på dem.

fanget af cameraet.